Hvad betyder HF, Lift-arc og strygestart, når man TIG-svejser?
En vigtig del af TIG-svejsningsprocessen er at tænde buen mellem elektroden og arbejdsemnet, samtidig med at man manuelt tilfører TIG-svejsetråd for at skabe svejsesømmen. Der findes flere metoder til at starte svejsningen, hver med sine egne fordele og ulemper og i denne artikel vil vi gennemgå de mest almindelige måder at tænde svejsningen på, når man TIG-svejser.
HF-start (Højfrekvenstænding)
HF-start (High Frequency) er en af de mest populære metoder til at tænde buen i TIG-svejsning. Denne metode bruger højfrekvent elektricitet til at skabe en gnist og starte buen uden fysisk kontakt mellem wolframelektroden og arbejdsemnet.
Ved hjælp af en højfrekvent vekselstrøm ioniseres luften mellem elektroden og arbejdsemnet. Dette gør det muligt for elektriciteten at "springe" over luftgabet og starte buen uden berøring. Når buen er tændt, kan svejseren begynde at tilføre TIG-tråden manuelt til smeltebadet for at danne svejsesømmen.
HF-start reducerer risikoen for kontaminering af svejsesømmen med wolfram, da der ikke er fysisk kontakt. Det forlænger også elektrodens levetid og sikrer en ren og præcis start af svejsningen. Sammen med brugen af TIG-tråd gør denne metode det lettere at opnå en præcis og ensartet svejsesøm, hvilket er afgørende i præcisionsarbejde.
Lift-start (Lift Arc)
Lift-start er en anden metode til at tænde svejsebuen, som involverer en let berøring af elektroden mod arbejdsemnet. Når svejsemaskinen registrerer kontakten, reducerer den straks strømmen til et lavt niveau for at undgå kontaminering, og buen tændes, når elektroden løftes væk.
Lift-start er en kontrolleret og renere metode end strygestart, da den minimerer risikoen for wolframforurening. Det kræver ikke brug af højfrekvens, hvilket gør det velegnet til steder, hvor højfrekvent støj kan forstyrre andet elektronisk udstyr. Sammen med korrekt brug af TIG-tråden opnår man en jævn og kontrolleret svejsesøm.
Strygestart (Scratch Start)
Strygestart er den mest basale metode til at tænde svejsebuen i TIG-svejsning. Denne metode minder om at tænde en tændstik; svejseren stryger wolframelektroden mod arbejdsemnet for at skabe en gnist, som tænder buen.
Wolframelektroden stryges altså over arbejdsemnets overflade, og når der opstår kontakt, skabes en gnist, som tænder buen. Svejseren løfter derefter elektroden for at opretholde buen og begynder samtidig at tilføre TIG-tråden til svejsesømmen.
Strygestart kræver ikke kompleks teknologi og er ofte til stede på enklere og mere omkostningseffektive svejsemaskiner. Det er en pålidelig metode, der fungerer under de fleste forhold og kræver minimal opsætning. Sammen med korrekt brug af TIG-tråden kan denne metode stadig give en acceptabel svejsesøm til mange standardopgaver.
Den største ulempe ved strygestart er risikoen for kontaminering af svejsesømmen med wolfram fra elektroden, hvilket kan påvirke svejsens kvalitet. Desuden kan denne metode resultere i en ujævn og mindre præcis start.
Konklusion
Valget af metode til at tænde svejsningen i TIG-svejsning afhænger af svejseopgavens art, det anvendte udstyr og svejserens præference.
HF-start er ideel til præcisionsarbejde og sikrer en ren og kontamineringsfri svejsning. Lift-start tilbyder en god balance mellem kontrol og enkelhed, mens strygestart er en økonomisk løsning for grundlæggende svejsebehov. Uanset hvilken metode man vælger, spiller den manuelle tilførsel af TIG-tråd en afgørende rolle i at opnå en kvalitetsfuld og ensartet svejsesøm.